Efter to års pandemi var biograferne omsider åbne for alvor i 2022, og der var rigeligt med oplevelser at finde på lærredet, fra billedskønne blockbustere og skæve komedier til intime karakterdramaer og tossede indie-hits. Her på årets sidste dag kårer Ordets redaktion de film, der har fået os til at føle, grine, juble og græde. Det har været en tæt afstemning – så tæt, at vi var nødt til at udvide listen til en delt tiendeplads:
10. Decision to Leave (tie)
Park Chan-wook, Sydkorea
Sydkoreanske chokmester Park Chan-wook er mest kendt for film om vold og hævn, så når man træder ind til en krimi-thriller fra ham, regner man ikke med at se et af årets mest romantiske film. Mysteriet i Decision to Leave er nemlig ikke, hvorvidt og hvordan kinesisk-koreanske Song Seo-rae (Tang Wei) myrdede sin betydeligt ældre mand – mysteriet er, hvorfor sagens detektiv (Hae il Park) bliver så besat af hende, og hvordan de to skal kunne navigere deres gensidige forelskelse.
Dansen mellem dem er dybt fængende. Politi-kameraerne fanger et forhør, mens vi får lov at fange flirten mellem linjerne; Song Seo-rae bliver overvåget, men hun byder det velkommen med et glimt i øjet, der kan ses helt fra kikkerten på den anden side af vejen.
Alt er præsenteret med udsøgt filmarbejde – hver indstilling og kamerabevægelse efterlader et stærkt indtryk, mens klippestilen bringer os fra påfund til konsekvens, fra erindringer til fantasier i en drømmeagtig fart. Det gør dele af plottet og opklaringen sværere at følge, men man opsluges så meget af følelserne, at det ikke gør noget. For hvordan kan gåden om en drabssag hamle op med gåden om hjertets evindelige længsler? – Gustav Stubbe Arndal
10. C’mon C’mon (tie)
Mike Mills, USA
Mike Mills’ ydmygt poetiske filmiske univers blev i år udvidet med et tredje eksemplar; endnu en gang er fortællingen varm som et kram, karaktererne bløde som smør, og som spået står C’mon C’mon tilbage som et af filmårets absolutte højdepunkter.
På papiret ’sker’ der ikke meget i filmen. Radiojournalisten Johnny (Joaquin Phoenix) siger ja til at passe sin niårige nevø, Jesse (Woody Norman), hvilket leder dem ud på en rejse gennem USA, og samtidig lulles tilskueren ind i den mest charmerende tilføjelse til ”onkel-nevø”-subgenren længe set. Båret af fremragende præstationer fra både Phoenix og i særdeleshed den unge Norman formår Mills at få den simple historie til at føles som en analogi for livet selv; vi prøver, fejler, rejser os igen, og gør i sidste ende egentligt bare det bedste, vi kan.
2022 viste os helt nye højder for hvad filmmediet kan præstere af AI-animation, undervands-3D-teknologi og IMAX-kameraer monteret på F18-fly. Alligevel er det forfriskende, endda nødvendigt, at film som C’mon C’mon skærer filmkunsten ind til benet og har modet til at beholde begge ben på jorden. – Anna Lauritsen
9. Licorice Pizza
Paul Thomas Anderson, USA
Licorice Pizza er den type film, der næsten kun kan komme fra en erfaren instruktør, som får frie tøjler på sit ry alene. En så ukonventionel romantisk komedie, at man tøver med at give den det mærkat, og fyldt med specifikke detaljer taget direkte ud af Paul Thomas Andersons ungdomserindringer.
Filmens skæve par består af den 15-årige skuespiller Gary Valentine (Cooper Hoffman), som falder pladask for den voksne Alana Kane (Alana Haim) og formår at charmere sig til et pseudo-romantisk venskab. Omkring dem strømmer 70’ernes Sydcalifornien forbi med en nostalgisk force næsten lige så magisk som de to debutantskuespilleres kemi.
Man hænger ud med dem i en næsten strukturløs serie af vignetter spækket med mindeværdige biroller, spøjs dialog og et fedt soundtrack. Licorice Pizza er en let fornøjelse, men en fornøjelse med så mange facetter, så meget charme og så meget sprudlende liv, at det er svært ikke at smile, når man tænker på den. – Gustav Stubbe Arndal
8. The Batman
Matt Reeves, USA
Ja, endnu en gang fik vi serveret en film fra universet, mange efterhånden er blevet husvant med. Men i hvad der føltes som den 117. Batman-fortolkning formåede Matt Reeves alligevel at give os en forrygende friskt vinkel på DC’s højt elskede flagermus. I en næsten tre timer lang fortælling tages man tilbage til Bruce Waynes spæde år som selvtægtsmand, hvor hans indre uro og bitterhed bringes til live af en yderst overbevisende Robert Pattinson.
Filmen er sovset ind i Greig Frasers imponerende billeder af et Gotham, der aldrig har været mørkere, en storladen og dyster score af Michael Giacchino, samt glimrende skuespil over hele linjen. Reeves fortjener ros for at skabe en verden, hvor man efterlades sulten efter mere, og hvor Batman skildres med den rå og upolerede pensel, som karakteren og universet fortjener. – William Pilgaard-Jensen
7. After Yang
Kogonada, USA
Min bedste ven er en computer. Sådan føles det i hvert fald. Jeg snakker med den, jeg lærer af den, og så tager jeg den nogle gange med i seng, når jeg ikke kan sove. I den fremtid, vi følger i After Yang, er computere kommet endnu tættere ind i vores sociale kreds. Faktisk er robotten Yang (Justin H. Min) blevet så stor en del af en families liv, at jorden nærmest går under for datteren Mika (Malea Emma Tjandrawidjaja) i det sekund, han går i stykker. Filmen følger familiens bløde patriark (Colin Farrell) i forsøget på at få ham repareret.
After Yang er science fiction, ingen tvivl om det. Men hvor de fleste film i den genre er store og bombastiske, så arbejder instruktøren Kogonada her i den helt modsatte ende. Filmen er stille og sanselig. Fremragende er denne følsomhed omkring noget så menneskeløst som en robot. I løbet af filmen opdager Farrell robottens væsen sammen med en dyb sorg inde i både dens og hans eget indre. Årets sci-fi film skuer ind i fremtiden og finder den dybeste melankoli over menneskehedens næste ligestillingskonflikt: Hvor meget er computeren egentlig værd, selv om den er vores bedste ven? – Marcus Uhre
6. Fire of Love
Sara Dosa, USA/Canada
Den eneste dokumentar at finde på årets top-10 er Fire of Love, og den har i særdeleshed fortjent sin plads på listen. Det er en fascinerende fortælling om naturens mægtige kræfter, men mest af alt er det en yderst smuk kærlighedshistorie mellem to mennesker – og kærligheden til deres arbejde.
Deres navne er Katia og Maurice Krafft –to gifte vulkanologer, der gennem 1960’erne og op til 1990’erne udforskede flere hundrede vulkaner. Filmens fokus er dog ikke vulkanernes udbrud, men i stedet gnisterne mellem parret. De lever i deres egen boble, hvor kun deres åbenlyse brændende kærlighed og passion til deres fælles livsværk giver mening for deres tilstedeværelse.
Fire of Love er visuelt mesterværk. Den består udelukkende af film og billeder, som Krafft-parret har taget, der senere er blevet til denne enestående dokumentar takket være Sara Dosa. Hun har skabt et poetisk unikum og en rørende fortælling om livet, der går lige i hjertet. Katia og Maurice Krafft var to ildsjæle med en kæmpe passion for det, som desværre også blev deres endeligt. – Rikke Hesselvang
5. Petite Maman
Céline Sciamma, Frankrig
Céline Sciammas kriminelt oversete, men overvældende smukke Petite Maman er en af årets mest rørende film. På blot 70 minutter fortæller den franske instruktør en fortryllende historie, som med legende lethed får det magiske til at synes jordnært og realistisk – og det jordnære og realistiske til at føles magisk. Hun behandler med den største nænsomhed et forhold mellem mor og datter på en måde, der hverken overkomplicerer eller banaliserer. De to Sanz-tvillinger er små stjerneskud, som forvalter Sciammas minutiøse manuskript til perfektion. Det er helt unikt.
Det er en skam, at filmen ikke har opnået samme omtale som den visionære Portræt af en kvinde i flammer (2019), for Petite Maman er et endnu et bevis på, at Sciamma er en af de mest habile instruktører i verden lige nu. Og hvor er det dog herligt med en filmskaber, som i modsætning til mange andre forstår at afgrænse sin fortælling til fejlfrihed – man kan så utroligt meget på en time og ti minutter! – Benjamin Damon
4. Drive My Car
Ryusuke Hamaguchi, Japan
Med sin tre timer lange spilletid har Drive My Car en sjælden meditativ kvalitet over sig. Efter at have oplevet et stort personligt tab, går teaterinstruktøren Yûsuke Kafuku i gang med opsætningen af stykket ’Uncle Vanya’, men sorgen omslutter hele hans verden – fra stykkets handling til karaktererne omkring ham, spejler alt på elegant vis Kafukus følelser.
Selvom tematikken sjældent påtales lige på, formår Hamaguchi at indhylle én i en atmosfære, hvor man tydeligt mærker smerten, hver enkelt karakter bærer rundt på. Man mister helt fornemmelsen af tid, når man sidder på bagsædet af Kafukus elskede røde Saab; isoleret fra omverdenen, der glider forbi uden for vinduet. Drive My Car er en film, som tager sig god tid og kræver en vis portion tålmodighed, men er man villig til at give den det, er man garanteret en poetisk og sent glemt filmoplevelse. – Joakim Søgaard
3. Triangle of Sadness
Ruben Östlund, Sverige/Tyskland/Frankrig/Storbritannien
Hvis samfundskritik var en kampsport, ville instruktør Ruben Östlund have sort bælte i disciplinen. Hans kritik er muligvis skarpere og sjovere end nogensinde før i 2022’s Palme d’Or-vinder, Triangle of Sadness.
Filmen følger et ekstremt kaotisk krydstogt på en luksusyacht med rige, excentriske gæster og en mindre privilegeret personalebesætning, realiseret af et enormt underholdende og veloplagt cast.
Den svenske instruktør formidler sin klassekritik med kompromisløs direkthed og forrygende absurd humor. Han nuancerer dog også sin kritik med interessante hentydninger til, at hierarki i høj grad drejer sig om omstændigheder, og alle måske har en kapitalist gemt i sig.
Handlingsforløbet skaber skøre scenarier, der bringer kompleksitet til filmens bærende karakterer og dynamikkerne imellem dem. Samtidigt understreger og uddyber det Östlunds pointer i hans kritik af kapitalisme og moderne magtdynamikker. Det giver fortællingen en tematisk rød tråd og en gribende dramatisk slagkraft.
Kort sagt, en mesterlig satirisk dekonstruktion af den vestlige verdens sociale hakkeorden. – Alexander Bendtsen
2. Everything Everywhere All at Once
Daniel Kwan & Daniel Scheinert, USA
Der kan gå årevis mellem film så unikke som instruktørmakkerparret Daniels’ absurd gakkede, svimlende ambitiøse og rørende altomfavnende mesterværk, Everything Everywhere All at Once. Et værk, der, som titlen antyder, prøver at fortælle alt om alting på en og samme tid. Og det lykkes!
Det er multiverset done right med et genialt og relativt letforståeligt koncept, der trods fremragende CGI-arbejde og hylende morsomme, kreative påfund aldrig bliver den primære attraktion ved filmen. I stedet er det den både hjertevarme og nihilistiske fortælling om en familie i opbrud, som giver én lyst til at vende tilbage til det farverige univers. Michelle Yeoh er i topform og bærer sammen med resten af det fantastiske cast fortællingen frem med så stor overbevisning, at man kun kan lade sig overvinde og give sig hen.
Everything Everywhere All at Once er årets mest vellykkede cross-over mellem publikumsbasker og kunstfilm. En herlig påmindelse om, at kun fantasien sætter grænser for, hvad en film kan være. – Benjamin Damon
1. Verdens værste menneske
Joachim Trier, Norge
Julie (Renate Reinsve) har navigeret sig igennem adskillige livskriser og retningsskift siden sin universitetsstart. Nu nærmer hun sig de 30 år. Vi følger hendes kærlighedsliv gennem glæde og tumult. På overfladen lyder Verdens værste menneske ikke specielt ambitiøs. Men når rulleteksterne rammer, sidder man tilbage med store, dybe følelser, der bliver med én.
Joakim Trier og Eskil Vogts Oscar-nominerede manuskript føles utroligt livagtig. Den er spækket med komplekse karakterer, der tager valg af grunde, de ikke selv forstår. Med naturlig dialog, som fanger noget sandhed i hver scene. Med forelskelse, grin og (overraskende) gråd.
Filmen er fantastisk på alle filmmediets usynlige måder. Scenografien er smuk og præcis, men ikke overdådig. Musikken understøtter følelserne uden at tage opmærksomheden fra historien. Især klipningen er i verdensklasse, med et sømløst flow fra den enkelte scene til den større fortælling.
Mest af alt føles Verdens værste menneske sand. Fra dens jordnære portræt af det tidlige voksenlivs skævheder, til en vidunderlig, tidsstoppende sekvens om ny kærlighed, bringer den et spejl op foran os. Vi ser os selv i Julie, i hendes retningsløse søgen efter identitet, i hendes usikkerhed, opture og nedture. Og filmen lander i år på førstepladsen, fordi den med filmmagisk overbevisning minder os om, hvad man ofte glemmer i den sene ungdoms kriser og kvaler:
Det skal nok gå. – Gustav Stubbe Arndal
Kommentarer